Lad mig starte med et generaliserende eksempel...
Forleden trådte jeg ind i en Superbrugs i et område, der nærmer sig udkants-danmark.
Når man som mig oftest frekventerer discount-supermarkeder i udkants-København, så bliver man vant til at en del af personalet virker lidt trætte af deres job.
Nogle kassemedarbejdere har lært, at man skal se på kunden og sige hej - og ønske god dag eller aften, når kunden går ud af butikken.
Af og til tænker jeg, at det virker mere som en automatisk adfærd - snarere end en velment omtanke og imødekommenhed overfor kunderne.
(Hermed intet ondt om personale i supermarkeder. Jeg har fuld forståelse for kundernes andel i at jobbet ofte tærer snarere end nærer energien).
Men da jeg trådte ind i denne her udkants-superbrugs, blev jeg alligevel mødt af en medarbejder, der udfordrede min generalisering.
Det første man møder indenfor døren, er som sædvanligt grønt-afdelingen. Og jeg træder derfor som sædvanligt lidt halv-træt og halv-ubevidst ind i det, der for mig er noget, der bare skal overstås i en vis fart.
Det er sjældent man ser mig gå og hygge i et supermarked.
Nå - men i denne grønt-afdeling går en glad og energisk og smilende medarbejder og arrangerer frugt og grønt - og lægger lidt friske vare på hylderne.
Og der er overskud til at kigge op og smilende byde velkommen i butikken.
Hun får selvfølgelig et lidt automatisk smil fra min side - men jeg bliver alligevel rusket lidt i mine søvnige rutiner.
Ok - det ser ud til at nogen faktisk nyder at være en del af et supermarked, hvor man er glade for kunder og for at varerne tager sig godt ud.
Jeg går en kort runde og samler varerne fra indkøbssedlen - og stiler mod kassen.
Og minsandten - her sidder den selvsamme friske medarbejder og betjener de få kunder, der er nået hertil.
Wow tænker jeg. Der er både overskud til at have mange bolde i luften - og være imødekommende og hjælpsom over for kunderne.
Ikke det mindste antræk af irritation over at skulle varetage næsten hele butikken selv og springe lidt rundt mellem opgaverne. Ikke den mindste antydning af, at det er ved at være fyraften.
Faktisk ser det ud til at være en medarbejder, der stortrives med sit job.
Så må jeg med skam se i øjnene, at jeg har et generaliseret syn på supermarkeds personale.
(Her må jeg så lige lette på hatten for den lokale butiksejer herhjemme, der altid er til stede, har travlt - men også tid til at snakke med sine kunder. Tak)
De hemmelige kasser
Sådan er vores verden fuld af ting, vi tager for givet. Generaliseringer. Antagelser. Alt sammen bygget på erfaringer.
Hele tiden skal vi forsøge at forstå verden - og gøre det nemt for os at agere i virvaret. Det gør vi ved at kategorisere, systematisere og generalisere. Vi putter det hele i kasser og sætter labels og antagelser på.
Det er smart, fordi det gør det nemmere for os at agere - og reagere hurtigt og smidigt.
Det betyder at vi kan automatisere en stor del af fordøjelsen af de input vi får i løbet af en dag. Hjernen kan bedre filtrere, hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt for os at være opmærksomme på.
Det modsatte ville faktisk betyde, at vi skulle forholde os til alt som om vi ikke havde set det før.
Det ville blive en temmelig lang og trættende dag.
Hvad er problemet?
Men det har en bagside. Dette vores indre skjulte kasse-system.
Det er ikke altid vores generaliseringer og antagelser holder stik.Verden er ikke helt sort og hvid - og vi har ikke set det hele endnu. Det sker i øvrigt at verden udvikler sig - forandrer sig.
Af og til må vi være villige til at blive overraskede - og se at vi skal justere systemet.
Ellers ville vi hurtigt tage pusten fra en glad supermarkeds-medarbejder, hvis hun hele tiden skulle forholde sig til kunder, der antager at hun er træt af kunderne og sit arbejde generelt.
Desværre fungerer antagelser og generaliseringer som et slags filter for øjnene. Vi ser kun det, vi forventer at se. Vi ser kun det, der bekræfter vores antagelser.
"Se selv - jeg havde ret - kassemedarbejdere er trætte af deres job" - eller hvad vi nu ellers kunne finde på at generalisere.
Og så har vi svært ved at få øje på undtagelserne, når vi haster rundt på automat-pilot (i en SuperBrugs sidst på dagen).
Stop op
Så af og til må vi slå bremsen i. Det er jo meget trygt og rart, at verden er lige som du har erfaret - og ved alt om. Det er dejligt at du altid har ret - og ved det hele.
Men det er ikke hensigtsmæssigt, når det bliver for rigidt. Du går glip af alt for meget.
Du går glip af nuancer - nye oplevelser - ny viden og inspiration.
Og du kommer til at misforstå andre mennesker og måske skabe splid.
Så en gang imellem må vi pudse brillerne og se tingene som de virkelig er. Hvis de ikke lige passer ind i de historier, vi har brygget om dem.
Til gengæld kan vi så blive overraskede - få mange nye nuancer og oplevelser med - og få tilpasset vores erfarings-kasse-system, så det tjener os bedre.
Begynde at se osten i stedet for hullerne.
Hvordan spotter du dine egne generaliseringer?
Prøv en lille øvelse, der kan hjælpe dig med at opdage hvordan og hvornår du kategoriserer og generaliserer.
Prøv i en samtale med en anden - at lytte mere end du taler.
Hold dig til faktisk kun at lytte - og lad den anden fortælle.
Du skal selv følgelig signalere at du lytter interesseret, for at holde den anden i gang.
Men sig så lidt som muligt. Undgå at påvirke fortællingen.
Til gengæld - så prøv at være opmærksom på hvad du får lyst til at byde ind med.
Hvad er det, du sidder og brænder inde med?
Er det opklarende spørgsmål?
Er det - "nåhh - det kender jeg godt - det er lige som dengang jeg....." ?
Er det - fordømmende give hinanden ret i "at det altså også er for galt" ?
Eller ?
Hvad tror du skete med den fortælling, du lytter til, når du ikke blander dig? Når du ikke lægger dine filtre hen over?
Tror du den fik lov at tage et andet sted hen, end du havde forestillet dig?
Blev du overrasket - fik du ny indsigt?